Udstillingen “Et hav af plastik” har fokus på den globale problemstilling, der blandt andet har katastrofale konsekvenser for havets dyreliv. Store plastikstykker i havet bliver langsomt nedbrudt til mindre stykker, indtil de næsten er usynlige. Giftstoffer i havene klæber sig til mikroplasten og ender i dyrene, da de tror, det er småfisk eller plankton. Og i yderste konsekvens bliver vores egne kroppe slutdestination.
Ingen kan gøre alt – men alle kan gøre noget
Udstillingen sætter også fokus på den danske miljøorganisation Plastic Change og på deres kommende ekspedition ud i verdens største plastiksuppe i det nordlige Stillehav. Samtidig kommer den med helt konkrete og jordnære forslag til, hvad du selv kan gøre for at stoppe udviklingen. På vores commitment wall stiller vi nemlig spørgsmålet: Tør du forpligte dig?
Støt kampen for et hav uden plastik
Små ændringer kan nemlig gøre en stor forskel, og herunder kan du se, hvad du selv kan gøre i dagligdagen:
Plastikposer
En plastikpose bliver i gennemsnit kun brugt i 12 minutter. Mange plastikposer ender i naturen, hvor de kan skade dyrene. Tag din egen indkøbspose med i stedet, så sparer du også penge!
Plastikflasker
Hvert år ender alt for mange plastikflasker i naturen. Brug i stedet en drikkedunk, som du fylder op – Danmark har noget af det bedste postevand i verden!
Karklude
Syntetiske karklude består af 20 % plastik. Hver gang man vasker og vrider kluden, ryger der små plastikstykker ud i afløbet – det meste ender i havet. Brug i stedet karklude lavet af bomuld.
Plejeprodukter
Tandpasta, showergel og skrubbecreme kan indeholde små slibende plastikperler – i én skrubbecreme, har man fundet 350.000 plastikperler! Undgå produkter der indeholder polyethylen (PE), som er den type plastik, perlerne er lavet af.
Vandreudstilling rundt i Europa
Udstillingen begyndte på Den Blå Planet og er nu på rundtur gennem Europa. Udstillingen er støttet af Den Amerikanske Ambassade, EU og FN. Herunder kan du se billeder fra de forskellige destinationer.
Den Blå Planet, København: 28. oktober 2016-26. januar 2017
Daværende amerikansk ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, indviede “Et hav af plastik” på Den Blå Planet den 28. oktober sammen med Henrik Beha fra Plastic Change og Den Blå Planets direktør Dorte Gleie.
Energy Discovery Centre, Tallinn: 7. marts-23. april 2017
Udstillingen blev i Tallinn åbnet af blandt andre den amerikanske ambassadør James D. Melville Jr. , formanden for det estiske parlaments miljøkomite Rainer Vakra, Berit Asmussen fra Plastic Change samt den estiske miljøminister Marko Pomerants.
Ciência Viva, Lissabon: 24. juni-7. august 2017
Lissabon er tredje stop på plastik-udstillingens Europa-turne. Udstillingen blev åbnet af blandt andet Joao Aguiar, der er EU-generaldirektør for maritime anliggender og fiskeri.
Malta National Aquarium: september – oktober 2017
Malta National Aquarium er fjerde stop på plastik-udstillingens Europa-turne. Udstillingen blev åbnet af blandt andet G. Kathleen Hill, som er USAs ambassadør på Malta. Se video fra åbningen på Malta
Genova: oktober – november 2017
Sidste stop for plastikudstillingen var Genova, hvor udstillingen blev vist frem i to måneder.