Gemt lige under havets overflade finder man et af jordens mest fascinerende steder – koralrevet. Det er hjem for millioner af dyr og skaber med dets utrolige former og farver forbløffelse over havets forunderlige liv.
Fremtiden for korallerne ser desværre dyster ud, og det er nu op til os at hjælpe med at bevare dem – det er heldigvis ikke for sent.
Læs også: Hvorfor er Great Barrier Reef ved at uddø?
Intet andet sted i havet finder man så mange dyr som i koralrevet. Millioner af års udvikling, gode skjulesteder og benhård konkurrence har ført til en eksplosion af arter. Derfor er koralrevene hjem for omkring 25 % af alle havets arter.
Forsvundet om 30 år
Koraller er meget følsomme, og lige nu står de over for en stor omvæltning. De menneskeskabte klimaændringer får havtemperaturen til at stige. Hvis det fortsætter, risikerer vi at miste korallerne for altid.
”Det bedste tidspunkt at beskytte et koralrev på var for 50 år siden, men det næstbedste tidspunkt er lige nu.”
Kristen Marhaver – Koralrevsbiolog
Vores forbrug udleder CO2 og andre gasser, der forhindrer solens varme i at komme væk fra jorden, og derfor stiger temperaturen. Den største temperaturstigning sker i havene, og det går ud over korallerne. Inden for 30 år risikerer vi at miste nogle af jordens mest betydningsfulde koralrev.
I raske koraller lever en masse alger, som korallerne er afhængige af. Algerne giver korallerne energi og hjælper dem med at vokse. Det er også algerne, der giver korallerne deres farve. Når temperaturen stiger, forsvinder de alger, som giver korallerne energi. Det får også korallerne til at miste farven. De blegede koraller er ikke døde endnu, men uden algerne kan de ikke klare sig.
Hvad kan jeg gøre?
Temperaturen i havet stiger, fordi vi udleder for meget CO2 – det kan korallerne ikke tåle. Vi har skabt problemet, og vi skal hjælpe korallerne. Det er heldigvis ikke for sent – her er fem råd til, hvad du kan gøre.
Spar på strømmen
Sluk elektriske apparater, når du ikke bruger dem. Over halvdelen af verdens elektricitet er produceret ved afbrænding af kul, gas og olie. Det udleder flere mia. tons CO2 årligt og er et af verdens største klimaproblemer.
Drop bil og fly
Brændstof udleder rigtig meget CO2. Brug derfor offentlige transportmidler eller din cykel i steder for bil. Undgå flyrejser – det er den værste rejseform for miljøet.
Skru ned for varmen
Når man varmer op derhjemme, bliver der brændt kul, olie eller gas af. Derfor er opvarmning skyld i en stor del af vores CO2-udslip. Prøv at tage en trøje på, hvis det er koldt derhjemme, så kan du nemt skrue ned for varmen.
Køb færre ting
Hver gang der skal produceres nye ting, udledes der store mængder af CO2 fra fabrikker og transport af varer. Køb brugt tøj, genbrug dine ting og vent med at købe ny elektronik til det gamle er slidt op – så sparer du tilmed penge!
Spis mindre kød
Danskerne er et af verdens mest kødspisende folkefærd. Desværre udleder produktionen af kød meget CO2. Produktionen af et kilo oksekød udleder ligeså meget CO2 som en biltur på 97 km. Prøv derfor at spise kødfrit et par gange om ugen.