Havet og rummet er alt andet end tavst
Lad os lave en hurtig gennemgang om lyd i havet.
Næsten alt liv på land og i vand laver lyde. På land er vi omgivet af en konstant polyfoni af biologiske lydkilder: Fugle, der synger, hunde, der gør, insekter, som flyver og vinden, som suser i et træ. De fleste af disse lyde er vi aldrig i tvivl om, hvor stammer fra. Under vand er det mere besværligt at konstatere, hvor en lyd stammer fra.
Du kender sikkert havets lyde i form af beroligende bølger, når du om sommeren ligger på stranden og lulles i søvn under solen. Læg mærke til, at vi altid hører havet over overfladen: Vind, bølger og mågeskrig. Kun sjældent hører vi havet, som det rent faktisk lyder under overfladen. Og når vi dykker, ved vi slet ikke, hvad vi skal lytte efter.
Hvorfra skulle vi vide, hvordan det lyder, når en rødspætte letter fra en sandbund for at svømme afsted mod nye jagtmarker, eller når bølgerne vugger tangen?
Det bliver endnu værre af, at dyr laver lyde i vand, som ikke lyder som noget andet, vi er vant til at høre. Sangen fra en pukkelhval ægger fantasien så meget, at den bliver brugt ikke bare til at fortælle om naturens mærkværdigheder, men også til at illustrere kosmos’ dybeste hemmeligheder.
Den franske tv-eventyrer Jacques Cousteau lærte os, at havet var ”Den tavse verden”. Han var med til at opfinde dykkerflasken og var altså en af de første til at udforske havet som dykker, så han burde vel vide det. Men det gjorde han ikke. I dag ved vi, at havet ikke er tavst.
Pistolrejer i tropiske have laver intense lydpulser og dominerer det akustiske undervandsmiljø ved koralrev. Mange af vore skandinaviske fiskearter laver lyde ved parring og for at opretholde territorier.
Lyd rejser desuden 4 gange så hurtigt i vand som i luft. Vand er altså mere lydledende.
Blåhvaler, dB og bugsvømmer
Dette forklarer, hvordan Blåhvaler kan synge, så det kan høres af andre hvaler over afstande på flere tusinde kilometer – på tværs af Atlanterhavet.
Blåhvaler er de største dyr i verdenshistorien. Større end selv de største dinosaurer. Og det er altså også dem, der kan lave de højeste lyde i verden – på helt op til 188 decibel (dB). Decibel er en teknisk måde at måle lyd på. Ved 120 dB gør lyden ondt på det menneskelige øre. En jetjager laver 140 dB.
Når vi mennesker råber af vor lungers fulde kraft, når vi kun 75 dB. Men nu er det jo som bekendt ikke størrelsen, men gørelsen, der tæller. Så fra det største til det mindste: Den lille bugsvømmer, et vandinsekt kaldet Micronecta scholtzi, måler kun 2 mm. Alligevel producerer den lyd på op til 99 dB. Det samme som et godstog, der hamrer forbi!
Og for at det ikke skal være løgn, frembringer den lyden ved lynhurtigt at gnubbe sit rillede kønsorgan mod underlivet! De mindste dyr kan altså være næsten lige så højlydte som de største dyr.
Sildeprutter og ubåde
Er du klar til at høre historien om, hvordan lyden fra sildeprutter næsten var ved at udløse 3. Verdenskrig?
Okay. En oktobermorgen i 1981 gik en russisk ubåd på grund i den svenske skærgård. Dette var under Den Kolde Krig, hvor forholdet mellem øst og vest var meget anspændt. Det skræmmende fund fik svenskerne til at overvåge deres farvand med undervandsmikrofoner såkaldte ”hydrofoner”. Optagelser herfra holdt svenskerne i højeste alarmberedskab, for helt frem til 1995, længe efter at Den Kolde krig officielt var slut, optog hydrofonerne lyden af fjendtlige ubåde. Det troede man i hvert fald. Lige indtil dyrelydsforskeren Magnus Wahlberg sendte svenskerne en rapport om silds pruttelyde, der med lethed kan forveksles med de summende ubådspropeller. Fisk har jo ikke stemmebånd som os, men de kan heldigvis lave lyde med andre dele af kroppen, fx med anus som hos fisk hedder ”gattet”.
Læs også: Sådan skabte sildeprutter diplomatisk krise
Hvad siger en klovnfisk?
Ud over gatlyde fremkalder fisk ofte lyde ved at slå skelet- eller muskeldele mod hinanden inde i kroppen. Det kalder man for ”stridulation”, og det er faktisk det samme cikader gør, når de så at sige ”synger”. Et af de bedst kendte eksempler er den farverige favorit fra koralrevet. Klovnfisken.
Klovnfisken kender du sikkert allerede fra filmen Find Nemo. Her svømmer den rundt og taler som et menneske. Men hvordan lyder det i virkeligheden, når klovnfisk ytrer sig? Klovnfisken laver sjove lyde ved at skære tænder. Hvilket den især gør for at forsvare sit territorium, dvs. sin søanemone. Man hører dog også lyden under kurmageri.
Konkyliens brusen
Sidst er det også værd at nævne konkylien, som er kendt for at transmittere havets brusen. Det er en smuk tanke, men det, du i virkeligheden hører fra konkyliens snirklede indre, er blodets susen bag øret gennem en spiralformet forstærker. Vi hører altså kun os selv. Lyden fra havets brusen kan du altså ikke gemme i en konkylie, men du kan jo altid gemme det i dit hjerte.
Kommende studier i lyd?
Efter denne lydgennemgang står det forhåbentligt klart, at fisk ikke er stumme, og havet ikke er tavst. Jacques Cousteau tog altså fejl.
De fleste biologiske undervandslyde, selv fra vores mest almindelige dyrearter, er dog stadig ikke blevet systematisk studeret. Forhåbentlig vil flere i fremtiden give sig i kast med at analysere lydene under overfladen.
Det vil da være fantastisk, om en bioakustiker en dag kunne udbryde: ’Ah, ja, det der er jo torskens gyde-lyde!’ eller ’det var da en flot optagelse af en stresset reje!’.
