Militærhistorisk har der i årtusinder været et våbenkapløp mellem angrebsvåben og forsvarsudstyr. Opfindelsen af store skarpe sværd har givet inspiration til hårde og tunge kamprustninger. Brugen af gas i krig, har givet anledning til at medbringe gasmasker på slagmarken – endda til heste.
Evolutionært våbenkapløb
Millioner af år før mennesker udkæmpede den første krig, har der været et lignende våbenkapløb mellem jordens arter. Sagt lidt simpelt, så har nogle dyr overlevet, fordi de havde et stærkt våben, fx store skarpe kløer og/eller tænder, hvor andre har klaret sig ved at have et godt forsvarsværn mod angrebslystne arter, som ønskede at æde én. Naturen kan give tusindvis af eksempler på “våben” til lands, til vands og i luften.
En art som har klaret sig suverænt godt er Amazonas kæmpefisk, arapaimaen som er én af verdens største ferskvandsfisk. Man har fundet 150 millioner år gamle fossiler af den, og arten lever skam stadig, fx kan man se den i Den Blå Planets regnskov.
Hvad får en art til at overlever så mange år?
Det er der mange svar på.
Arapaimaen har fx et stærkt våben. Den kan suge sit bytte ned på et splitsekund, så et intetanende byttedyr knap når at opdage, at det er blevet til en frokostmenu.
Monsterfisken kan også noget andet smart. Den kan klare sig i iltfattigt vand, hvilket er en kæmpe fordel i regnskovens floder, hvor iltindholdet er lavt pga. varmen og den store mængde organiske materiale, der findes her – visse steder er iltindholdet nede på 0.5 ppm.
Lavt iltniveau kan give de fleste fisk åndenød, men sådan er det ikke for arapaimaen, som er tilpasset til at kunne ilte sit blod ved hjælp af luft i stedet for vand. Fisken har ikke lunger, men dens svømmeblære, som er forsynet med mange blodkar, fungerer som en slags lunge, og cirka 4 gange i timen svømmer den op til overfladen for at få ilt.
Amazonas kæmpe er ikke til at skyde igennem
Forsvarsmæssigt har arapaimaen et utroligt spændende skæl, som man ikke har lyst til at bide i. Heller ikke selvom man er en sulten piratfisk med barberbladsskarpe tænder.
Dens skæl er enorme. De kan bliver 6 cm i diameter. Ikke alle fisk har skæl, men blandt de skællede fisk, har arapaimaen de største.
Forskere har godt haft kendskab til skællenes styrke, og ny forskning understreger det nok en gang. Test af små frakturer viser at skællene er noget af de hårdeste og mest fleksible materiale, man kender til i naturen. Arapaimanen bærer altså konstant rundt på en skudsikker vest, som er nærmest umulig at trænge igennem, uanset hvilket rovdyr der forsøger.
Arapaimaens lette og stærke skæl inspirerer designere
Det er mere end 300 år siden, at man stoppede med at udvikle tunge rustninger, da de ikke var effektive ift. skydevåben, der vant frem. Men der er stadig interesse for at udvikle syntetiske materialer, der kan beskytte effektivt, og her kan man få god inspiration fra arapaimaens stærke og fleksible skæl, der vægtmæssigt er let, ift. hvad man kan skabe syntetisk med samme styrke.
Trods arapaimaens utrolige overlevelsesevne så kan selv den stærkeste skælstruktur ikke klare angreb fra mennesker, som fanger dem for at spise dens kød, der eftersigende skulle smage godt.
