Typisk portrætteres piratfisk som aggressive og blodtørstige djævle. De må leve med, at der bliver lavet b-gyserfilm som Piranha 3D, og sandelig om der ikke også kom en opfølger Piranha 3DD (*3,7 på IMDB), hvor en pirat-stime af ikke kan vente med at fortære uskyldige badegæster.
Men hvor stammer frygten for piratfisk fra?
Hvis vi kigger i historiebøgerne og læser om den tidligere amerikansk præsident Theodore Roosevelt, der døde for 100 år siden, så kan vi læse om en mand, der igangsatte Panamakanalen, modtog Nobels fredspris og som lavede piratfisk-propaganda.
Se også: Dyrepasser stresser piratfisk med vilje
Efter et knusende nederlag til Woodrow Wilson i USAs præsidentvalg i 1912 tog Theodore Roosevelt på en ekspedition i Brasilien, til hvad der siden blev omdøbt til Roosevelt-floden i dybden af Amazonasbassinet.
19 mænd påbegyndte ekspeditionen. 16 vendte tilbage levende. Alt hvad der kunne gå galt, gik galt. De blev udsat for sygdom, skader, madmangel, udmattelse, druknedød og nogle taler endda om mord. Roosevelt var selv døden nær, da han vendte hjem til USA med et såret ben, der var blevet dybt inficeret.
Foto: Roosevelt peger på Amazonas
Piratfisk som “autentisk” jungle-underholdning
På trods af turens mange tilbageslag blev Brasilien æret af besøget. Roosevelt var den første nordamerikanske statsmand, der besøgte Amazonas jungle, og i Brasilien var man ivrig for at imponere ham og hans tropper med “autentiske” Amazona-underholdning.
Ifølge fiskeekspert og forfatter H.R. Axelrod isolerede lokale fiskere et mindre område med net i Rio Aripuana, og fyldte det med sultne piratfisk, som ikke fik meget mad. Roosevelts besætning blev fortalt, at de ikke måtte gå i floden på grund af dødsensfarlige fisk. For at bevise påstanden skubbede de lokale en syg, svag og aldrende ko i floden. De sultne piratfisk fik hurtigt ædt den stakkels ko, og snart kunne de lokale hive et skelet op, hvor der var meget lidt ko tilbage.
Begivenheden gjorde stort indtryk på Roosevelt.
I sin bog Through the Brazilian Wilderness skrev Roosevelt om piratfiskene i den brasilianske vildmark: – De er verdens vildeste fisk. Formidable havdyr som hajer og barracudaerne angriber normalt et bytte, der er mindre end dem selv, men piratfisk angriber sædvanligvis ting, der er meget større end dem selv. De knivskarpe tænder er kileformede som på en haj, og kæberne har utrolig styrke. De hurtige, vilde bid skærer gennem kød og ben. (…) Piratfiskens hovedet med dets korte næse, stirrende onde øjne og uhyggelige kæbe er indbegrebet af ondskabsfuldhed. Fiskens handlinger svarer nøjagtigt til sit udseende.
Det er rigtigt, at piratfisk kan angribe bytte, der er større end den selv, men de er ådselædere og spiser typisk døde fisk.
Med sine historier formåede Roosevelt at skabe et billede af piratfiskene, som piratfiskene ikke kan leve op til. Det er sandsynligt, at hans fortællinger ligger til grund for et overdrevet syn på piratfisk, som senere er blevet brugt i tegneserier, mundtlige fortællinger og b-gyserfilm.
Piratfisk er bangebukse
Og ja piratfisk har spidse tænder, som man skal være varsom med at stikke en finger ned til, men at gøre piratfisk til glubske menneskeædere, det er at gå for vidt. Faktisk kan piratfisk være nogle bangebukse. Hvis man stikker en lørdagskylling ned i piratfiskeakvariet på Den Blå Planet (vi har prøvet), så vil de typisk reagere med at flygte. I hvert fald til en start. Når de får færden af, at 1200 gram død lørdagskylling ikke kan skade dem, kan de hurtigt gå til angreb.
Se også: Livet som kannibalistisk bangebuks
En videnskabelig undersøgelse fra 2003 dokumenterede, at der kun har været få tilfælde af, at mennesker blev spist af piratfisk, og i mindst tre af tilfældene var personerne døde af andre årsager inden de blev frokost for piratfiskene.
