Hvor mange sugekopper har en blæksprutte?

Hvor mange sugekopper har en blæksprutte?

Spørgsmål

Hej. Jeg hedder Elias og har lige set et program fra ramasjang angående blæksprutter. De var på besøg hos jer og i fik fortalt om hvorfor blæksprutten sprøjter med blæk, og andre spændende ting, men jeg er meget nysgerrig på, hvor mange sugekopper de forskellige blæksprutter har. Jeg har prøvet at Google det sammen med min mor, men vi kan intet finde. Kan i hjælpe os med at finde ud af det?

Med venlig hilsen

Elias og hans mor

Svar

Hej Elias og hans mor

Det er et spændende spørgsmål, der viser sig at være vanskeligt at svare på. Det er ikke lige til at finde informationer på det, så vi gjorde det, at vi simpelthen talte sugekopperne på to arter af blæksprutter.

Det, jeg med sikkerhed kan sige, er, at en ottearmet middelhavsblæksprutte har 1760 sugekopper. Dens fætter fra Stillehavet ligner den ret meget – den hedder på dansk stillehavsblæksprutte, og der mener man at hunnen har 2240 sugekopper. Hannen har 100 færre end hunnen.

Danske blæksprutter i halv størrelse

Så har vi den danske ottearmede blæksprutte, der hedde Eledone. Den har kun en række sugekopper så man kan godt antage, at den har halvt så mange sugekopper, hvilket vil sige 880.

Vi har optalt sugekopperne på en 10-armet blæksprutte, der også kaldes en squid (når man spiser den i Grækenland kaldes de for Calamari), og de har cirka 400 sugekopper.

800 forskellige arter

Efter det, har vi ikke flere blæksprutter på Den Blå Planet vi kan tælle armene på – og taget i betragtning af at der findes cirka 800 arter af blæksprutter, så vil det tage rigtig lang tid at tælle dem alle sammen.

Blæksprutter en nogle rigtigt spændende dyr, de er hvirvelløse og er nærmere beslægtet med muslinger en med nogle andre dyr og alligevel er de meget kloge og men kan lære dem forskellige ting.

Naturhistorisk museum har i 2005 udgivet en lille bog om blæksprutter. Den har ISBN nummer 87-89137-96-5 og er god og meget let forståelig, så den kan jeg anbefale at finde flere informationer i.

Med venlig hilsen
Lars Skou Olsen
Kurator på Den Blå Planet


Måske går du også og undrer dig over fiskenes liv, hvad de kan, og hvordan de fungerer. Her kan du stille spørgsmål om alt til Den Blå Planets eksperter. Spørgsmål og svar offentliggøres her på siden og på Twitter
Send dit spørgsmål til: brevkassen@denblaaplanet.dk.