Fisken der lægger guldæg

Fisken der lægger guldæg

De fleste kender til en af verdens mest eksklusive spise - caviaren. Og ja, hvis den er ægte, skal den staves med c.
Men det er måske ikke alle der ved, hvor de dyre rogn stammer fra.

Caviar er en af verdens mest dyre og unikke madvarer. Det består af rogn fra fiskearten Stør, Acipenser. Der findes 17 forskellige arter af fisken, men kun rognen fra fem af dem bliver solgt, som det man kender som caviar. Alle har forskellig kvalitet, smag og pris. Arten med de dyreste rogn hedder Beluga og her kan det koste op mod 150.000 kr/kg, hvilket næsten er den samme pris for 1 kilo 18 karat guld. Det må man kalde en fisk, der er guld værd. Hvis du ikke har brug for et kilo eller ikke står med 150.000 kroner kontant, kan du nøjes med at købe ned til 10 gram caviar/en teskefuld for en mere spiselig sum.

Støren skal have et par år på bagen, før den er klar til at bære rogn. Den bliver kønsmoden ved 10-15 års-alderen. På Den Blå Planet kan man finde krydsninger af forskellige arter stør i akvarierne, men disse har kun rundet 5 år. Så der går et par år, før der vil være rogn i maverne på Den Blå Planets stør og på grund af den “ringe” art, vil værdien ikke være så stor.

Der findes ikke mange fritlevende stør i floderne mere, da fiskens rogn er så populær, at de er blevet overfisket. Størene som leverer rognen er derfor typisk opdrættet, således at man kan blive ved med at få caviar uden at fisken vil blive truet.

Et levende fossil

Det er ikke kun fiskens rogn, som gør den til noget specielt. Støren er over 200 millioner år gammel. Det betyder, at arten levede samtidig med dinosaurerne og dermed er med i klubben af dyr, som har overlevet en masseudrydelse. Sammenlignet med menneskearten som går ca. 300.000 år tilbage, er støren altså, hvad man vil kalde for et levende fossil.

Støren har ikke skæl som mange andre fisk. Derimod har den benplader. Pladerne har samme funktion som skæl, nemlig at beskytte fisken. Pladerne overlapper dog ikke hinanden på samme måde som skæl gør, hvilket kan gøre, at flere områder på fisken vil være bløde og blottede og dermed gøre den mere sårbar. På trods af dette har støren nu alligevel klaret sig ret godt indtil videre.

Så selvom der kan være penge i størene, har Den Blå Planet ingen planer om, at lave forretning på caviar, når den tid måske kommer.