Er det ikke dumt, at koralfisk er så flotte?

Er det ikke dumt, at koralfisk er så flotte?

Koralfisk er farvestrålende og fulde af mønstre. En fryd for øjet. Men hvorfor reklamerer de sådan for sig selv over for rovdyrene?

Nu er det ikke for at fornærme nogle mennesker, men faktisk har koralfisk ikke farver for vores skyld.

Set fra fiskenes perspektiv er der en anden og mere alvorlig agenda. De lever i en konstant kamp for overlevelse. De bliver jagtet af utallige rovdyr. De er lige til at spise.

Koralrevsfiskenes udseende er ikke tilfældigt. Fisk ser ud som de gør, fordi det har givet dem en fordel. Det sjove er så at spørge, hvorfor et dyr ser ud, som det gør. Hvorfor har en narhval en lang stødtand? Hvorfor har søknæleren et fantastisk øje? Få dyr på det åbne hav er farvestrålende, hvorfor er koralrevsfisk det så? Er det ikke dumt, at de viser sig sådan frem for rovdyrene?

Søknælerens øjne er nogle af de mest avancerede i dyreriget.

Spørgsmålene er store nok til at man kan skrive flere doktorafhandlinger om emnet, hvilket der heldigvis også bliver gjort. Her er blot nogle korte eksempler på, hvilke fordele nogle fisk får ud af deres udseende.

Langnæset høgefisk er gode til gemmeleg

Mange fisk er mestre i gemmeleg. De kan på alle mulige måder gå i ét med revet. En af dem er den langnæset høgefisk, Oxycirrhites typus.

Den langnæsede høgefisk har et iøjnefaldende mønster, der hjælper med at skjule sig på revet. De ligger ofte oven på søtræer, hvor fiskens mønster får den til at forsvinde.

Den langnæsede høgefisk bryder sig ikke om artsfæller, der kommer for tæt på. Når den har fundet et godt gemmested med masser af mad, kæmper høgefisken for at bliver der.

Den langnæsede høgefisk ligger på lur mellem søtræer og venter på sit bytte. Her kan den ligge i flere timer, før der kommer et bytte forbi i en mundret størrelse.

Farvelade-fisk giver grim smag i munden

Med sin gule og orange krop og det grønne og blå mønster er mandarinfisken, Synchiropus splendidus, en af de mest farvestrålende fisk i koralrevet.

Man skulle tro, at mandarinfiskens mange farver, gør den til et nemt offer for en rovfisks gab. Men fiskens hud er dækket af slim, som smager og lugter grimt. Så fisken signalerer med sine flotte farver, at den ikke er værd at æde.

Pincetfisken har næsten øjne i nakken

Pincetfisken har som mange andre nære slægtninge en stribe der skjuler dens øje og et falsk øje på bagkroppen. I biologkredse bliver det diskuteret hvilke fordele pincetfisken har af det falske øje. Her er 3 bud:

    1. Det falske øje kan snyde rovfisk ift. at bedømme fiskens svømmeretning.
    2. Hvis en rovfisk bider i det falske øje, altså bagfinnen, har fisken stadig de væsentligste kropsdele i behold og kan måske overleve.
    3. Med det falske øje ser koralfisken større ud end den er, hvilket kan snyde rovfisken.

Udfordring: Prøv, når du ser et dyr, at tænke over dets udseende. Fx en sølvfisk på badeværelset, en due eller en vandmand. Undersøg det og se om du kan gætte, hvilke fordele det har af sit udseende og kropsfunktioner.