Den Blå Planet fylder 1 år

1,3 millioner glade gæster og en forventet plads i top 5 over de mest besøgte attraktioner. Fødselsdagen fejres 22-23. marts med kendte komikere, som kæmper på grin og viden.

Tusindvis af forventningsfulde gæster, lang kø ved indgangen og trafikkaos. Sådan forløb den første åbningsweekend i marts sidste år, hvor dørene blev slået op til det nye nationale akvarium i Kastrup Havn.

Siden er 1,3 millioner gæster ”dykket” forbi Den Blå Planet, næsten dobbelt så mange som forventet. Målet om en placering i top 5 blandt landets mest besøgte attraktioner i 2013 forventes også indfriet med et gæstetal på 1,1 million gæster på kun ni måneder (*).

”Vi er lykkelige over den varme modtagelse. Vi ønskede at skabe et akvarium og en oplevelse i verdensklasse og det føles som kærlighed ved første blik. Nu handler det om at videreudvikle Den Blå Planet, og vi glæder os til at løfte sløret for spændende dyrenyheder og nye oplevelser,”

Dorte Gleie, administrerende direktør, Den Blå Planet.

Den første større udvidelse af Den Blå Planet er allerede på tegnebrættet og ventes inden for en horisont på fem år. Allerede i 2015 nyindrettes Den Blå Planets udeområde med bl.a. en stor vandlegeplads.

Kendte komikere ”battler” på fiskeviden

I fødselsdagsweekenden (22-23. marts) serveres fiskefoder til lattermusklerne med Den Blå Planets nye koncept Fortællerbattle. Nogle af landets bedste komikere og underholdere vil dyste på sjov, skæv og overraskende viden fra havets dyb. Formatet minder om MC’s Fight Night med en god snert af stand up.
Simon Jul, Anders Fjelsted, brødrene Lund Madsen og Sebastian Klein går i ”bokseringen” og duellerer mod hinanden eller Den Blå Planets mest vittige fiskenørder. Vinderen er den, der får de bedste grin og publikum med sig.

”Vandets liv er mystisk, forunderligt og ofte direkte sjovt. Vi vil smugle viden ind med det gode grin og har en drøm om, om at Den Blå Planet på lidt længere sigt kan blive en fast del af stand up-scenen,”

Mette Broksø Thygesen, kommerciel direktør, Den Blå Planet.

Hver mandag eftermiddag kl. 16.30 kan man opleve den faste udgave af Fortællerbattle, hvor Den Blå Planets egne fortællere dyster mod hinanden.

Besøger man Den Blå Planet i fødselsdagsweekenden er der en særlig og klækkelig fødselsdagsrabat på køb på årskort.

Naturligvis er der også fuldt program med bl.a. fordringer, det populære science show Blå Nørd og børneteater med Hammerhajen HIK. Se hele programmet på denblaaplanet.dk

(*) – Den endelige placering på listen over de mest besøgte danske attraktioner afventer opgørelse for 2013. Den Blå Planets placering er derfor vurderet i forhold til Visit Denmarks officielle opgørelse fra 2012.