Delfin spottet ud for Den Blå Planet

Det var et øresvin som dette, Susanne Madsen så. Dette dyr er dog fra Middelhavet og billedet er fra thinkstock.com

Delfin spottet ud for Den Blå Planet

Susanne Sahlgren Madsen og hendes mand fik sig noget af en overraskelse på deres fisketur i Øresund søndag d. 18. december. Et delfin- eller marsvinlignende havdyr tittede nemlig op over havoverfladen nogle meter fra deres båd. De fangede dyret på film og sendte det til Den Blå Planets chefdyrepasser og kurator, Lars Skou Olsen, for at få svar på, hvilket dyr der var tale om.

En fantastisk oplevelse eller måske en tidlig julegave er, hvad Susanne Sahlgren Madsen og hendes mand nu kan tilskrive søndag d. 18. december efter at have set en delfin i Øresund. Men hun var ikke helt sikker på, om der virkelig var tale om en delfin. Lars Skou Olsen har givet sit besyv med.

Susanne Sahlgren Madsen:
Min mand og jeg var ude at fiske i går søndag den 18. dec. Vi lå lige ud for Den Blå Planet ved sejlrenden. Der fik Jan så øje på denne rygfinne.
Kan I se hvilket et dyr det er? Delfin eller marsvin? 

Havdyret optræder efter 8 sekunder, 27 sekunder og 1 minut og 16 sekunder i filmen.

Lars Skou Olsen:
Det var da en spændende oplevelse. Når jeg ser de korte video glimt, er jeg sikker på, at det er en delfin i så. Jeg synes ikke, jeg kan se nogle hvide tegninger på dens krop, og så kan det kun dreje sig om et øresvin. Hvis den havde hvide tegninger, ville det have været en almindelig delfin.
På rygfinnens størrelse er det for mig tydeligt, at det ikke var et marsvin.

Øresvin – hvad er det for en fætter?

Lars Skou Olsen er ikke i tvivl, om at der er tale om en delfin, som Susanne og hendes mand har mødt – nærmere bestemt et øresvin. Den mørke farve uden hvide aftegninger adskiller øresvinet fra en almindelig delfin, og Lars Skou Olsen siger, at det er ret nemt at se forskel på de to arter.
Øresvinet er den mest udbredte art af delfinen. Den lever både langs kysten og på åbent vand. Man ser den oftest i store flokke.
Øresvinet bliver mellem 190-400 cm og kan veje mellem 150-650 kg.

Lars Skou Olsen tør ikke sige, hvor stort øresvinet i Øresund er.
”Det er meget svært at se, hvor stort dyret er. Den titter kun lige frem et par gange. Men måske er der andre, der er heldige at få et bedre glimt af den de næste par dage.”

Det hører til sjældenhederne at se øresvin i de danske farvande. Men noget tyder på, at flere delfiner har fundet vejen til de danske farvande.

I starten af december mødte et par SUP-surfere en delfin i bugten ud for Aarhus.

Og tilbage i august måned boltrede en delfin sig lystigt i Øresund.

Lars Skou Olsen fortæller, at det er oftere og oftere, at man ser de legesyge havdyr i og omkring Danmark. Så det er nok ikke sidste gang, vi får et glimt af øresvin og almindelige delfiner.