Bevaringsforening hædrer Den Blå Planet

Bevaringsforening hædrer Den Blå Planet

 

Den Blå Planet modtager Bevaringsforeningen for Tårnby Kommunes arkitekturpris. Prisen gives, fordi Den Blå Planets hvirvelstrøm føjer sig flot og respektfuldt ind i by og landskab og giver nyt liv til Tårnby. 

Hammerhajer og rokker så til, da Bevaringsforeningen overrakte arkitekturprisen ved et arrangement for foreningens medlemmer og særligt indbudte torsdag den 28. november 2013. Foreningens medlemmer fik sig en gevaldig overraskelse, for lige til det sidste var det hemmeligt, hvem årets prismodtager var. Først da bussen, drejede ned mod Den Blå Planet, blev det åbenbaret, at det var den nye topattraktion, der hjemtog prisen.

For Lis Schneevoigt, formand for Bevaringsforeningen, er valget af Den Blå Planet oplagt.

”Med tildelingen af årets arkitekturpris til Den Blå Planet ønsker vi at markere, at en ny bygning kan bidrage positivt til den gamle by. Den Blå Planet føjer sig ubesværet ind i det eksisterende havnemiljø og kobler vandet til byen på en ny og tidssvarende måde. Den Blå Planet står som et værdigt moderne vartegn for Kastrup og giver byen nyt liv. Det er en prisværdig kombination, som vi synes fortjener hæder”

Lis Schneevoigt

Læs også: Den Blå Planet vinder pris ved World Architecture Festival 

Lokal pris varmer

Inden Jan Ammundsen fra arkitekthuset 3XN takkede for prisen og fortalte om den hvirvelstrøms-inspirerede bygnings tilblivelse, fokuserede adm. direktør Dorte Gleie i sin takketale især på den varme modtagelse som Den Blå Planet er blevet mødt med i Tårnby.

”Arkitekturprisen betyder ekstra meget, fordi den netop er givet af vores nye naboer. Hver fjerde borger i Tårnby har valgt at købe årskort og det er jo dejligt mange – men det er ikke kun det, at I har lyst til at opleve Den Blå Planet, der varmer. Det er den lokale stolthed, som vi så tydeligt fornemmer. Folk  i Tårnby er stolte af Den Blå Planet – og det er fantastisk”

Dorte Gleie

Den Blå Planet skal udbygges

Den Blå Planet er designet med henblik på kommende udvidelser. Første større udbygning af bygningen og udstillingen ventes inden for en horisont på 5 år. Også den, forsikrede Dorte Gleie, vil blive udført med største respekt for både landskab og lokalmiljø.