Hajer fra Tordenskjolds tid
Grønlandshajen er en af verdens største hajer. Den kan blive op til seks meter lang og dykke helt ned til to kilometers dybde, men ellers ved man meget lidt om kæmperne fra det kolde vand. Det er ph.d.-studerende Julius Nielsen med støtte fra blandt andet Den Blå Planet ved at lave om på.
”Vi skal, som de første nogensinde, undersøge, hvor gamle grønlandshajer bliver. Vi ved, at de vokser hele livet og fra gamle mærkningsforsøg ved vi, at de vokser meget langsomt. Det er ikke umuligt, at de allerstørste hajer er 300 år gamle, måske ældre. Det vil altså sige, at der måske svømmer hajer rundt ved Grønland som kom til verden, da Tordenskjold kæmpede mod svenskerne i Store Nordiske Krig,” sagde Julius Nielsen sidste sommer, inden han drog til de isfyldte farvande for blandt andet at mærke hajer med satellitovervågning.
Måske endnu ældre end forventet
Siden har Julius Nielsen og holdet fanget en haj, som muligvis er helt op til 510 år gammel. Hvis det passer, vil det sige, at den kom til verden lige efter, at Columbus sejlede til Amerika, og før reformationen kom til Danmark.
Lørdag den 25. april holder han to foredrag – klokken 11 og klokken 14 – om grønlandshajen og arbejdet med at undersøge dens alder og bevægelsesmønstre. Man kan også se et eksemplar af grønlandshajen udstillet.
Foredragene er en del af Forskningens Døgn, som er en landsdækkende festival med foredrag og arrangementer fra den 23. til den 25. april.