Til temaaften på Den Blå Planet tager eksterne og interne undervisere dig med på en opdagelsesrejse under og over havets overflade.
Dybhavets hemmeligheder, marine økosystemer og fascinerende skabninger er i fokus, når vi dykker ned i skønheden, kompleksiteten og udfordringerne ved livet i havet. Temaaftenerne afholdes primært mandag aften, hvor Den Blå Planet har åbent til kl. 21. Der er derved god mulighed for at udforske akvarierne før og efter Vidensboblerne. Nogle Vidensbobler holdes som foredrag, mens andre er en kombination af oplæg og praktiske øvelser, hvor du fx kan kigge på prøver i mikroskop eller røre ved udvalgte dyr.
Vidensbobler holdes i vores undervisningslokaler på 1. sal, som er lukket for almindelig gæsteadgang. Husk derfor at booke din billet online. Billetten giver både adgang til oplægget og til hele Den Blå Planet på undervisningsdagen.
Vi er ved at planlægge næste omgang Vidensbobler og siden opdateres derfor løbende. Du kan læse om kommende Vidensbobler nedenfor. Har du spørgsmål til Vidensbobler eller booking, så send os en mail på undervisning@denblaaplanet.dk.
14. september 2026: Axolotl & Co. – Mexicos besynderlige Peter Pan-salamandre

I Mexicos højland findes en række besynderlige salamandre, som aldrig rigtig bliver voksne. I stedet bliver de kønsmodne, mens de stadig er larver; et fænomen, som kaldes neoteni. Bedst kendt er axolotlen, som blev beskrevet af videnskaben i 1798 og i 1863 for første gang blev bragt levende til Europa. Siden har den spillet en vigtig rolle som laboratoriedyr og i mindre grad som kæledyr, samtidig med at den på sit oprindelige levested er gået tilbage i sådan grad, at den i dag er på grænsen af udryddelse.
I oplægget fortælles bl.a. om axolotlens biologi og kulturhistorie, samt hvad der truer den, og hvad der gøres for at bevare den. Desuden præsenteres nogle af dens nærmeste slægtninge, som også har eller har haft kulturel og kulinarisk betydning for lokalbefolkningerne i Mexicos højland, men som i dag står over for mange af de samme udfordringer som axolotlen.
Oplægsholder: Thomas Bille, Leksikonredaktør, Lex – Danmarks Nationalleksikon
Dato: 14. september 2026 kl. 18.30-20.00
Pris: 350 kr. Adgang til udstillingen inkluderet*
28. september 2026: Dybhavets forunderlige verden

Mere end 60% af Jordens overflade gemmer sig i dybhavet – et mørkt og ekstremt univers, som stadig er mindre udforsket end Månen. Tag med på en rejse til de dybeste dele af verdenshavet, 6–11 kilometer under havets overflade, hvor trykket er enormt, og livet trodser alle grænser.
I foråret 2026 deltog aftenens oplægsholder i et videnskabeligt togt, hvor hun dykkede i Atacama graven med ubåden Fendouzhe. Lisbeth kan derfor give et unikt indblik i arbejdet i feltet. Med ny teknologi og banebrydende opdagelser åbner vi døren til en skjult verden af ukendte organismer – og til forståelsen af dybhavets betydning for livet på Jorden.
Oplægsholder: Lisbeth Fürst Sørensen, Ph.d. stud. Biologisk Institut, Syddansk Universitet
Dato: 28. september 2026 kl. 18.30-20.00
Pris: 350 kr. Adgang til udstillingen inkluderet*
19. oktober 2026: Arktis’ skjulte liv – fortællinger fra isens søer

Tag med til Arktis og oplev en verden, de færreste får indblik i. Professor Kirsten S. Christoffersen fra Københavns Universitet deler levende fortællinger fra sit arbejde i nogle af verdens mest afsidesliggende områder, hvor hun studerer livet i arktiske søer.
Hvordan overlever organismer i kulde, is og ekstreme forhold? Hvilke dyr og mikroorganismer gemmer sig under overfladen? Og hvordan arbejder forskere egentlig midt i det barske landskab?
Aftenen giver et unikt indblik i en skjult og fascinerende del af naturen – formidlet i øjenhøjde og uden krav om forhåndsviden. En oplevelse for dig, der er nysgerrig på natur, forskning og historier fra verdens nordligste egne.
Oplægsholder: Kirsten S. Christoffersen, professor ved Ferskvandsbiologisk Sektion på Biologisk Institut, Københavns Universitet.
Dato: 19. oktober 2026 kl. 18.30-20.00
Pris: 350 kr. Adgang til udstillingen inkluderet*
Godt at vide inden besøget:
- * Årskortholdere bliver ikke refunderet for adgang til udstillingen ved køb af billet til Vidensbobler.
- Det kræver ingen særlige forkundskaber at deltage. Blot en lyst til at lære om livet i og omkring havet.
- Der undervises i små hold, og du er meget velkommen uden en ledsager.
- Trænger du til en forfriskning eller at slippe lettere om aftensmaden, finder du masser af lækre muligheder i vores Café.
- Undervisningen finder sted i vores lokaler på 1. sal (lukket for almindelig gæsteadgang).
- Din billet giver adgang til hele udstillingen på Den Blå Planet på undervisningsdagen.
- Vidensbobler udbydes på nuværende tidspunkt kun på dansk
Forbehold for ændring eller aflysning:
Hvis der ikke er tilstrækkeligt antal tilmeldinger senest 14 dage før kursusstart, aflyses holdet, og kursusafgiften refunderes fuldt ud.
Vi forbeholder os retten til at ændre underviser, hvis det bliver nødvendigt. I tilfælde af sygdom hos underviser, vil vi forsøge at indsætte en vikar eller tilbyde en erstatningsaften på et senere tidspunkt. Aflyses temaaftenen, refunderes kursusafgiften fuldt ud.
Har du spørgsmål til Vidensbobler, eller har du brug for hjælp til booking, så send os en mail på undervisning@denblaaplanet.dk

