Blå Junior Eksperter

Blå Junior Eksperter

Målgruppe: 3. – 6. klasse

I det nye længerevarende undervisningsforløb ”Blå Junior Eksperter” kommer dine elever igennem fire undervisningsgange, før de selv skal undervise yngre elever, fx. en venskabsklasse fra jeres egen skole. Derfor indebærer forløbet i alt fem besøg på Den Blå Planet. Imellem hvert enkelt forløb på Den Blå Planet er der mulighed for at arbejde med emnerne før og efter besøget hjemme på skolen ved hjælp af det udarbejdede understøttende undervisningsmateriale.


Hvad?

Dine mellemtrinselever får viden om livet i vandet, færdigheder til at kunne skelne mellem undervisning og formidling og kompetencer til selv at kunne undervise yngre elever om vandets forunderlige liv.

Viden

De tre første undervisningsbesøg på Den Blå Planet giver eleverne ny viden gennem tre udvalgte undervisningsforløb: ”En klasse for sig”, ”Habitater i vand” og ”Det vilde vandhul” (læs beskrivelser af undervisningsforløbene her).

Færdigheder

Ved fjerde undervisningsbesøg på Den Blå Planet får eleverne færdigheder til at kunne skelne mellem undervisning og formidling i forløbet ”Formidling eller undervisning?”, så de bliver klar til selv at undervise de yngre elever ved afslutningen. I dette forløb undervises eleverne i forskellen på at formidle og undervise, som det skelnes mellem på Den Blå Planet.

Kompetencer

Ved afslutningen, ”Blå Junior Eksperter Certificering”, afprøver elevernes deres nye kompetencer, når deres nyerhvervede viden og færdigheder fra de første fire forløb sættes i spil. Mellemtrinseleverne underviser selv de yngre elever om vandets forunderlige liv. Afslutningen foregår ved Den Blå Planets vilde vandhul, hvor materialer står til rådighed og undervisere er klar til at hjælpe. Men det er dine elever selv, der står i spidsen for undervisningen af de yngre elever denne dag. Mellemtrinseleverne bliver afslutningsvis certificeret Blå Junior Eksperter ved en diplomoverrækkelse.


Hvem?

Blå Junior Eksperter er for elever i 3. – 6. klasse. I kan vælge at uddanne en enkelt klasse på skolen eller en hel årgang.

Max antal klasser på et skoleår: 30 klasser


Hvornår?

De fire første undervisningsforløb lægger I, som det passer jer bedst på året, men skal alle ligge før ”Blå Junior Eksperter Certificering”. Du kan vælge at lægge alle undervisningsforløb i en intensiv periode over få uger, eller hen over en længere periode på flere måneder – du vælger selv.

”Blå Junior Eksperter Certificering” kan kun ligge i perioden, hvor Det vilde vandhul er åben dvs. fra sommerferien til efterårsferien eller fra påskeferien til sommerferien.

Går dine elever i 3. klasse, anbefaler vi, at I lægger Blå Junior Eksperter-forløbet i sidste halvdel af skoleåret for at få mest muligt ud af det.

Oversigt over forløb


Hvordan?

Sådan kommer I i gang med et Blå Junior Eksperter-forløb:

  • Lav aftale med en yngre klasse fra din skole, fx en venskabsklasse, som har lyst til at blive undervist af dine mellemtrinselever ved afslutningen ”Blå Junior Eksperter Certificering”.
  • Kontakt Skoletjenesten for at lave aftale om et Blå Junior Eksperter-forløb ved at sende en mail til skoletjenesten@denblaaplanet.dk. Her skal du oplyse:
    1. Hvor mange klasser I ønsker at tilmelde.
    2. Klassetrinet på din/dine mellemtrinsklasser og den/de yngre klasser.
    3. Om ”Blå Junior Eksperter Certificering” skal ligge før eller efter sommerferien.

Du får yderligere oplysninger om processen, når du kontakter os.


Da I med Blå Junior Eksperter skal besøge Den Blå Planet, Danmarks Akvarium seks gange i løbet af hele forløbet (fem gange med mellemtrinsklassen og en gang med den yngre klasse), anbefaler vi, at I overvejer at købe skolekort til hele skolen. Læs om skolekort her.