Vi kender alle til flæskesvær. Men vidste du, at du også kan lave lækre og sprøde flæskesvær af fiskeskind? Servér hjemmelavede fiskeflæsk i julen og byd dine gæster på noget nyt.
Opskriften er fra Søren Westh, tidligere kok på Noma, som også kræser for Den Blå Planets gæster ved arrangementer og events.
Sådan gør du
- Fiskeskind fra alle slags fisk f.eks. torsk, laks og mørk sej kan anvendes.
- Fiskeskindene dyppes i kogende vand i ca. 1 sekund, hvorefter fiskeskindene puttes direkte i iskoldt vand.
- Vær opmærksom på kun at koge fiskeskindene i max. 1 sekund, idet fiskeskindene under tilberedning bliver meget porøse.
- Spred fiskeskindene ud på en bageplade med bagepapir, og lad det tørre et tørt sted natten over. Eventuelt kan du tørre dem i ovnen på 30 grader.
- Varm vindruekerneolie op til 200 grader. Anvend to madpincetter til at holde fiskeskindet udstrakt imens det steges i den varme olie. Når fiskeskindet ikke længere bobler er dit fiskeflæsk færdig. Bliver fiskeskindet brunt, har det fået for meget.
- Krydre det varme fiskeskind med en lille smule fint salt, alternativt med tørret tang.
- Serveres som del af et lækkert julefrokostbord eller som snack med dip.
Dip: Ren cremefraiche eller en cremet løgrom.
Cremet Løgrom
- 100 gram stenbidderrog
- 100 gram cremefraiche 38 %
- Lidt salt
- Revet citronskal
- Skåret purløg.
God fornøjelse !!!