Eremitkrebs: Størrelsen betyder noget

Eremitkrebs: Størrelsen betyder noget

Efter måling af 328 eremitkrebsepenisser(!) tror forsker Mark Laidre, at penisstørrelsen er en væsentlig faktor ift. krebsens muligheder for succes.

Når mennesker forlader deres huse, sker det ganske uproblematisk og per automatik. Vi holder ikke øje med sultne menneskeædere og tyve af den værste skuffe.

Heldigvis.

Forstil dig, at du er en eremitkrebs Pagurus bernhardus. Så er det et mareridt at forlade sit hus. Artsfæller står på lur og venter på det rette øjeblik til at flytte ind i dit hus. Når det sker, er du som eremitkrebs dårligt stillet. Du skammer dig nok ikke over at være nøgen, for det der er langt værre er, at du ligner dagens ret for mange sultne havdyr. Din bløde bagkrop er en skøn proteinkilde.

Men ifølge ny forskning er worst-case-scenario mindre sandsynligt, hvis du er en eremitkrebs med en stor penis.

Mark Laidre, Ph.D., assistent professor i biologi ved Dartmouth University har studeret eremitkrebs ved Smithsonian’s National Museum of Natural History og er kommet frem til en hypotese om, at krebs med de mest værdifulde sneglehuse, også havde de største penisser.

Eremitkrebssex er en risikofyldt affære

I sit studie fortæller Laidre, at når der skal dyrkes lagengymnastik, eller hvad det nu hedder i havet, skal hannen ud af sin skal – i det mindste delvist. Dens mål er at overføre en pakke sæd ind i en huns sneglehus og på ydersiden af ​​hendes krop.

De andre eremitkrebs er ikke født i går. De ved, at ved parring er der mulighed for at gøre lynkarriere og få sig et større hjem. Hvem ønsker sig ik’ et nyt rummeligt sneglehus med en passende vægt og nedslidte sider? Det gør hunnerne, for så kan de bære flere æg, og hannerne vil også have dem, så de kan vokse sig større.

Der er endda tilfælde, hvor uheldige hanner mister sneglehuset til de partnere, som de havde tænkt sig at have sex med. Hunnerne tager hannernes hus på nul-komma-fem og løber væk.

For ikke at stå med håret i postkassen på den måde, har nogle eremitkrebs held med at have sex uden at forlade sit hus helt. Her er det godt med et stort forplantningsorgan.

Hvilke forskningsfelter er der tilbage?

Når man er i gang med sin forskerkarriere, kan det være nedslående, at tidligere forskere allerede har beskrevet evolutionsteorien, tyngdekraften og relativitetsteorien, for hvad er der tilbage at forske i?

I Laidres tilfælde var der 328 krebsepenisser.

Dem gik han gik straks i gang med at undersøge. Efter mange eremitkrebs-penis-målinger begyndte han at se et system. Krebs med de største og bedste huse, havde også de længste penisser målt ift. deres kropsstørrelse. De der bærer mindre værdifulde huse havde kortere penis, og dem, der slet ikke havde tag over hoved, havde de korteste peniser. Derfor kaldte Laidre sin nye hypotese “private dele til privat ejendom”.


Den røde pil er penissen på en “nøgen” eremitkrebs.

Hypotesen er altså, at penisstørrelsen er en vigtig faktor ift., hvor stor succes en eremitkrebs kan få. Jo længere krebsens penis er, desto mere kan den blive i sit hus under sex og altså ikke miste sit forsvarsværk.

Dyrerigets længste penis

Studiet passer fint til Charles Darwins observationer af rurer, som er de små krebsdyr, der sidder uløseligt fast på sten og havnemoler. Rurer har den største penisstørrelse i forhold til kropsstørrelse i dyreriget. Ifølge Darwin kunne en lang penis øge den seksuelle rækkevidde, hvilket er helt logisk, når man tænker over det.

Og nu vi er ved det.

Blåhvalen har den største penis i dyreriget, når man ikke sammenligner med kropsstørelse. Dens kalorius kan blive cirka 2,5 meter. Hvis dens penis var lige så lang som rurens ift. kropsstørelse vil blåhvalens penis være 1,3 kilometer lang.

Med et lem 40 gange sin egen størrelse, kan ruren nå vidt omkring. Jo længere desto bedre. Som du kan se i videoen, er giga-liste-penissen garant for, at den lille hermafrodit altid kan få sex – ganske uden forspil.