Mystisk hvaldød fører til ny art

Kreditering: Uko Gorter/Natural History Illustration

Mystisk hvaldød fører til ny art

Forskere gjorde en forunderlig opdagelse, da en hval tilbage i 2014 skyllede op på stranden ved Bering Sea Island i Alaska. Det viste sig nemlig at være en hel ny art af typen næbhval.

Det var hvalens spektakulære udseende, som fik forskerne til at sætte spørgsmålstegn ved, om det var en art, de havde set før.

Dens gule og slidte tænder var ikke et tegn på, at den trængte til en grundig tandbørstning, men derimod, at hvalen havde en del år på bagen. Desuden var den kun to tredjedele så stor som de lokalt kendte næbhvaler, som kan blive op til tolv meter lange. Og med dens anderledes rygfinne og karakteristiske mørke farve, fik det forskerne til at undersøge nærmere, om det kunne være en ny art – og forskerne fik ret!

Ny næbhvalartKreditering: Uko Gorter/Natural History Illustration

Forskerne er ellevilde

En dybere DNA- og skeletundersøgelse af hvalen afslørede den nye opdagelse i juli måned i år.
Forskerne bag opdagelsen af det nye pattedyr lod begejstringen tale for sig selv:
”Det er virkelig en stor ting,” fortæller Paul Wade, medforfatter ved NOAA’s National Marine Mammal Laboratory til National Geographic. ”Hvis du tænker på det – på land er opdagelsen af nye arter af store pattedyr uhyre sjælden. Det er ret bemærkelsesværdigt.”

Lars Skou Olsen, kurator og afdelingsleder på Den Blå Planet, deler forskernes begejstring:

”Opdagelsen viser, hvor forunderligt og stort havet er. Og hvor meget, der kan gemme sig under havets overflade, som vi ikke aner noget om.”

Navnejagten er sat ind

Efter det nye fund har det vist sig, at arten rent faktisk er set tidligere i Japan. Her har de lokale fiskere kaldt den Karasu , hvilket betyder ”ravnen”. Hvad det officielle navn for den nye art bliver, er ikke blevet afsløret. Hvalen er nemlig ikke blevet officielt accepteret endnu. Forskerne bag fundet har dog foreslået Berardius beringiae for at hylde stedet, Beringshavet, hvor hvalen blev fundet.

Hvad hvalen kommer til at hedde, ved Lars Skou Olsen dog heller ikke noget om. Men han vil gerne komme med sit bud – Ravnehvalen, som indikerer den anderledes mørke farve, som hvalen har.

Læs mere om den nye hvalart.