Hvorfor redder Den Blå Planet ikke verdens grimmeste fisk?

Foto: Flickr

Hvorfor redder Den Blå Planet ikke verdens grimmeste fisk?

Der er ikke noget, vi hellere ville end at redde verdens grimmeste fisk, men...

Spørgsmål

Kære Den Blå Planet
Der er noget jeg længe har undret mig over. Ser I, mit absolutte yndlingsdyr i de 7 verdenshave er blobfisken. Nok er den grim, men jeg elsker den. Jeg har derfor lagt mærke til, at I ikke er i besiddelse af en. Hvordan kan det være? Vil der nogensinde være mulighed for at I kunne anskaffe jer en eller to til jeres samling af havdyr? De er en truet dyreart, men hvis København Zoo kan få pandaer, burde I også kunne undersøge mulighederne for at redde verdens grimmeste fisk.

Jeg ser frem til at høre fra jer.

Mathilde

Svar

Kære Mathilde

Der er ikke noget, vi hellere ville end at redde verdens grimmeste fisk*, men det er desværre ikke lige til. Når det er muligt for Københavns Zoo at få pandaer, skyldes det, at pandaer bliver opdrættet i fangeskab. Kineserne har et stort avlsprogram kørende med pandaer og lejer pandaer ud til zoologiske haver rundt om i verden.

Blobfisken (Psychrolutes marcidus) der imod ved man ikke så meget om. Det man ved er, at den kun lever på mellem 600-1200 meters dybde ved sydspidsen af Australien og omkring Tasmanien. Den er endemisk, som det hedder, når et dyr kun lever et bestemt sted. Den bliver fanget af dybhavsfiskere som bifangst, og er derfor nær ved udryddelse. Blobfisken har ingen svømmeblære, men dens væv er geleagtig, og det har nogenlunde samme vægtfylde som vandet. Derfor kan den uden noget særligt arbejde holde sig svævende over bunden. De blobfisk der oftest vises fotos af, er nogle fisk, der er blevet deforme af at blive hevet op fra dybhavet, hvor det voldsomme trykfald har deformeret dem også på grund af deres geleagtige væv.

Jeg har vedhæftet en tegning af en blobfisk, som den ser ud, når den svømmer ned i dybet. Som du kan se, så er den ikke så grim-nuttet i virkeligheden. Hvis man kunne have den i akvarier, ville der ikke være mange, der lagde mærke til den. blobfisk

Så der er flere grunde til at det ikke er muligt at få den til Den Blå Planet.

· Den er næsten udryddet i naturen.
· Den lever kun ved Australien, og Australien eksporterer ikke dyr, der er næsten udryddet.
· Man ved ikke ret meget om, hvordan den lever
· Det er meget vanskeligt at få den op fra dybet uden at den dør, det ville sikkert tage en uge at hæve den fra bunden til overfladen. Hvis man kunne det så ville den sikkert dø alligevel af at skulle tilbringe så meget til i et net.

Med venlig hilsen
Lars Skou Olsen
Kurator på Den Blå Planet

* Betegnelsen “verdens grimmeste fisk” er opstået i forbindelse med en populær international afstemning, hvor blobfisken blev kåret som den grimmeste truede dyreart. Berlingske kaldte den i en artikel for “en stor slimklat, der minder om en gnaven, skaldet trold”.

 


Måske går du også og undrer dig over fiskenes liv, hvad de kan, og hvordan de fungerer. Her kan du stille spørgsmål om alt til Den Blå Planets eksperter. Spørgsmål og svar offentliggøres her på siden og på Twitter
Send dit spørgsmål til: brevkassen@denblaaplanet.dk.