Det er helt særligt, at Den Blå Planet får havoddere. For på trods af at akvarier og zoos i USA og Asien har havoddere, er det i Europa kun Lissabon Akvarium, som huser havoddere. Hvordan kan det være? En af grundene er, at der i cirka tyve år har været udførselsforbud af havoddere fra USA.
Sådan får du en eksotisk fisk til et akvarium
Når et akvarium ønsker sig en specifik fisk, kan de henvende sig til de store fiskegrossister i Taiwan eller Indonesien, som har tilladelse til at indfange fisk fra verdenshavene. Handlen foregår, som hvis du indkøber hos en dyrehandler – forskellen er blot størrelsen på dyrene og dyrehandlen. Hvis grossisterne ikke ligger inde med den ønskede fisk, så kan akvariet sende en ønskeliste og komme på en venteliste, men ventetiden kan være lang, hvis grossisterne ikke får det rette dyr i nettet.
Truet dyr og udsendelsesforbud fra USA
Med havoddere er sagen en anden. I USA og Asien har mange akvarier og zoos havoddere i fangenskab, men i Europa er det kun Lissabon Akvarium. Hvorfor er der ikke flere akvarier eller zoos i Europas der huser havoddere? Først og fremmest skyldes det, at havoddere er karakteriseret som truet og derudover har der i USA været udførselsforbud i cirka tyve år.
Hvorfor mange akvarier og zoos i USA og Asien har havoddere i fangenskab skyldes, at havodderne lever langs kysterne ved USA (Californien og Alaska), Canada, Japan og Sibirien.
Første gang i Danmarkshistorien
Der findes i alt 3 arter af havoddere – og hvor der stadig er udsendelsesforbud af den sydlige havoddere, er der nu åbnet op for udsendelse af den nordlige, som kan findes i Alaska. Den Blå Planet har siden 2011 arbejdet på at få havoddere, så publikum i Europa kan opleve legesyge havoddere på nært hold.
Det er netop den nordlige havodder som Den Blå Planet nu huser i det gamle søløveanlæg. Det bliver første gang i Danmarkshistorien, at publikum får mulighed for at opleve havoddere i fangenskab.
Alaska Sealife Center hjælper bortkomne unger
Alaska Sealife Center (non-profit) er leverandører af Den Blå Planets havoddere. Centeret forsker i havoddere, men passer og plejer også bortkomne havoddere, som er drevet væk fra deres mor. Havodderne er typisk fundet alene på en strand, hvor ansatte fra Alaska Sealife samler dem op og tager sig af dem.
LÆS OGSÅ: Så tæt var havodderen på at uddø
Mange kriterier for at få havoddere
En lang række krav skal opfyldes for at modtage havoddere. Først og fremmest er der en lang række sagsbehandlinger, papirarbejde, ventelister og godkendelser, som tager lang tid.
Så er der de fysiske omstændigheder, for havoddere skal bo på ’first-class’. Siden foråret er der blevet foretaget en stor og spændende ombygning af det gamle søløveanlæg, så det nu er et smukt havodderanlæg. Derudover har Den Blå Planets dyrepassere fra den kolde afdeling på skift besøgt Alaska Sealife Center for at lære at håndtere havoddere.
Alt dette har gjort at Den Blå Planet nu er det 2. sted i Europa som huser havoddere – og det første akvarium, udenfor USA, som modtager havoddere efter 20 års udførselsforbud. At Den Blå Planet kan fremvise havoddere til sine gæster er derfor en stor bedrift.