Fang hornfisk

Fang hornfisk

Maj måned er højsæson for hornfisk i Danmark. Vi giver en guide til, hvordan man fanger de lange fisk og tilbereder dem til aftensmaden.

Kom, maj, du søde milde – og tag hornfisken med!

Maj måned er højsæson for hornfisk i Danmark. De trækker ind fra åbent hav for at æde langs kysterne. Således også ud for Den Blå Planet, hvor man normalt kan fange sin egen lækre forårsmiddag.

På Den Blå Planet bruger vi silkekroge, så børn i alle aldre kan prøve kræfter med den slanke fighter – uden risiko for blodig tommeltot. Skulle du selv få lyst til at give dig i kast med hornfiskeriet, får du her en lille guide.

Guide: Sådan fanger du hornfisk

Sådan kaster du og trækker blinket til dig

  • Hold fast på fiskestangens håndtag med den ene hånd, brug pegefingeren til at holde fast på linen.
  • Bøj bøjlen på hjulet over –så kan linen løbe når der kastes.
  • Sving forsigtigt fiskestangen bag over skulderen og sving den med god kraft fremad –giv her slip på linen med pegefingeren så denne kan kastes væk.
  • Lige så snart blinket rammer vandet, bøjes bøjlen tilbage – herved undgår man at linen kan blive længere.
  • Begynd nu at trække blinket ind – gør dette med god fart så blink og silketråd ”hopper” i vandet tæt på overfladen.
  • Når blinket er trukket ind igen gentages proceduren

Er der fangst? Hornfisk smager dejligt og vi anbefaler at spise hornfisk med persille, smør og nye kartofler.

Hornfisk med persille og smør

Hornfisk til fire personer:
4 hornfisk
1 citron
1 bundt persille
Smør
Nye kartofler
Salt og peber

Steg hornfisken sammen med udskårne citronskiver i cirka 10 minutter på grill eller pande.
Hak persillen og drys over den stegte fisk.
Server sammen med kogte, nye kartofler og koldt smør.

Velbekomme!