Efterårsferie på Den Blå Planet med blækspruttedissektioner og krible-krable-dyr

Efterårsferie på Den Blå Planet med blækspruttedissektioner og krible-krable-dyr

Efterårsferien nærmer sig og i år har Den Blå Planet, Danmarks Akvarium sat himmel og jord i bevægelse for at skrue et spændende og aktivt efterårsprogram sammen for børn og voksne. Der er fokus på sjov læring og underholdning for alle nysgerrige sjæle.

Vi kender det alle sammen. Sommerhusturen, der gik op i regn og blæsevejr eller en tur i en propfyldt biograf med raslende slikposer og to timers intens underholdning og så hjem til iPad, computer og mobiltelefon igen. Så selvom energikrisen kradser i hele landet, så kan du tage på Den Blå Planet med god (forældre) samvittighed til et væld af aktiviteter for hele familien.

I år har vi bl.a. fokus på Den Blå Planets fantastiske regnskov og hver dag i efterårsferien tager vi krible-krable-vognen frem, hvor alle kan komme helt tæt på både kravlende og hoppende insekter af alle arter. Du kan også mærke hvor skarpe piratfiskenes tænder egentlig er er. Og du kan smage ristede insekter – hvis du altså tør.

Blæksprutten er et af havets mest spændende og forunderlige dyr. Vidste du f.eks. at nogle blæksprutter har 10 arme, en hula-hop-formet hjerne og hele 3 hjerter? Hver dag dissekerer vi blæksprutter, de bliver i forvejen brugt som føde til mange af vores dyr, så kig endelig forbi og bliv klogere på et af verdens mærkeligste dyr.

Hver aften i efterårsferien tænder vi for lommelygterne, når vores fortællere inviterer til en spændende gåtur i mørket på Junglestien i Regnskoven. Hjælp med at finde vores dovendyr og spotte de mange forskellige fugle og dyr som den smukke Regnskov gemmer på.

Der er spændende rundvisninger bag de ellers lukkede døre i den store akvariebygning hver dag i efterårsferien. Det er nemlig en helt speciel oplevelse, når vores fortællere tager gæster med på en eksklusiv rundvisning ind i de ellers lukkede rum. Så den står på spændende teknik og vi nørder både pumper og filtre, når gæsterne får et indblik i, hvordan vi nedkøler og opvarmer havvandet, der tages ind fra Øresund, så alle vores fisk og dyr fra hele verden kan leve under de optimale og perfekte forhold.

Vores små gæster kan selv være kreative i det flotte tegneværksted. Og hver dag er der børneteater for de mindre børn og der er selvfølgeliglig live-fodringer af bl.a. piratfisk, hammerhajer, rokker i den store Oceantank og selvfølgelig af vores sjove havoddere – Agnes, Mojoe, Riggs og Dixon.

Vi glæder os til at se jer.

 

Åbningstider: Fra kl. 10:00 til 21:00 hver dag fra lørdag den 15.10 til og med søndag den 23.10