Den Blå Planet er med i et ambitiøst rumforskningsprogram
Siden Den Blå Planet slog dørene op for gæster i 2013 har én dør været lukket, låst og sjældent åbnet. Bag døren til lokale 29 i Den Blå Planets kælder har videnskabsmænd sammen med Den Blå Planet forsket i fiskeernæring til astronauter. Forskningen er sket om natten for at ingen, heller ikke ansatte på Den Blå Planet, skulle få nys om det tophemmelige forskningsprojekt.
Hemmeligt fiskeopdræt i Den Blå Planets kælder
Den Blå Planet deltager i et ambitiøst rumforskningsprogram. Her har forskere sammen med Den Blå Planet udviklet et totalt lukket fiske- og skaldyrs-opdræts-anlæg. Planen er at fiskeopdrætsanlægget skal opstilles på den amerikanske rumstation i 2020 og fremadrettet forsyne astronauter med friske fisk og skaldyr.
Astronaut: Frisk fisk giver bedre psyke i rummet
Hidtil har måltidet på en rumstation ikke været nogen gourmetoplevelse og undersøgelse fra astronauter viser, at det påvirker dem negativt på en lang række områder. Derfor vækker de nye resultater begejstring i astronautkredse.
Forskningen viser nemlig, at astronauterne får det fysisk og psykisk bedre, når de spiser friske havdyr i rummet. Det er den velkendte omega-3-fedtsyre fra fisk, som har en ekstrem positiv virkning i musklerne og ikke mindst i hjernen. Flere amerikanske astronauter beretter om, at de har været markant gladere og i fysisk bedre form under testene. Kurator Lars Skou Olsen fra Den Blå Planet fortæller begejstret, at “kunsten for forskerne har været at finde en fisk, som har positiv effekt for astronauternes sundhed og som samtidig er mulig at opdrætte under ekstreme forhold i rummet”. Her har danske torsk vist sig at være ideelle . Så der ligger måske en spændende eksportmulighed til det amerikanske rumprogram her.
Fisk vokser hurtigt i vægtløs tilstand
Et biprodukt af forskningsresultaterne er, at fisk ser ud til at vokse hurtigere i vægtløs tilstand. Kurator Lars Skou Olsen siger: “samtidig med astronautforsøget skal vi undersøge de udokumenterede påstande om, at fisk vokser dobbelt så hurtigt i vægtløs tilstand. Hvis det kan dokumenteres, at fisk har en så høj vækstrate i rummet, vil Den Blå Planet på sigt kunne starte intergalaktiske fiskefarme og forvente et stort overskud”.
Den Blå Planet fremlægger til sommer alle sine resultater på en international rumforskningskonference i Washington D.C. i USA.