Der er sket meget siden ”HMS Challenger” i årene 1873-76 sparkede dørene ind til moderne havforskning. Challenger-togtet opdagede hele 4.417 nye arter. Men selvom det er 150 år siden, bugner verdenshavene stadig med åbne spørgsmål. Problemet er bare, hvordan man besvarer dem? Hvordan høster ekspeditionsskibet ”Dana” vandmasserne for videnskabelige data?
N(ål) i en høstak
Sargasso er et havområde på omtrent 100 gange Danmarks størrelse, så vi har af gode grunde ikke tid til at gennemtrawle hele arealet for ål og larver. I samråd med havfront-specialisten Igor, bruger togtleder Peter Munk derfor tidligere ekspeditioners erfaringer, samt vandprøver og satellitdata for nøje at udvælge de koordinater, hvor der er størst chance for gevinst.
Allerede før vi når Azorerne, har vi således ”kastet anker” 72 gange, og på hver af disse prøvestationer sænket net og måleinstrumenter i dybet. For interesserede nørder kan det nævnes, at vi først sænker CTD’en (kort for ”conductivity, temperature, depth”) – en rumsondelignende vandhenter – påmonteret en såkaldt UVP (underwater vision profiler) for med disse instrumenter at analysere vandsøjlens opbygning og indhold.
Halløj i hydrografirummet
Forskerne danner kø for at få udleveret vandhenterens høst. Der hersker nærmest guldfeber i hydrografirummet, hvor vandlagenes videnskab praktiseres. Sikkerhedshjelmene forstærker blot indtrykket af minearbejdere, der flokkes om ædelmetal. Og jeg forstår dem. For selvom vandets værdi ikke viser sig for det blotte øje, er en frisk vandprøve midt på Atlanterhavet guld værd, når det gælder at forstå det mikrosamfund, som ålelarverne er en del af.
CTD’ens vandprøver fortæller os nemlig, at algerne boltrer sig på 150 meters dybde. Og eftersom de er i bunden af fødekæden, er det i denne dybde vi kaster det store, fintmaskede MIK-net, der kan fange de så eftertragtede ålelarver.
Giovannis dødsdrome
Giovanni hedder i virkeligheden Jon. Jon Svendsen. Men italienske Priscilla spreder glæde i det excentriske og kulrede laboratoriemiljø ved at omdøbe sine danske kollegaer. Man kunne også kalde Jon for Dr. Evil, for hver gang han finder en sprællevende ålelarve i MIK-nettet, tager han den med i kælderen for at teste dens svømmefærdigheder i et hjemmebygget modstrømsakvarie døbt ”dødsdromen”.
Et af de store mysterier, vi søger at opklare, er nemlig, hvordan ålelarverne finder hele vejen til Europa – og hvor længe det tager dem. Enhver der har prøvet et rullebånd i en lufthavn, er bekendt med fartforskellen mellem at stå stille med sin kuffert, og så at gå på det rullende gulv. Bidrager ålelarverne selv til transporten ved at svømme, eller dovner de den på havstrømmenes store transportbånd?
Punker-brandmændene kommer!
En tidlig eftermiddag kaldes jeg ud på agterdækket, hvor det mest besynderlige syn venter mig. Langs styrbord side flyder sejlformede glaskupler med skingert lyserøde hanekamme i toppen. Under kuplerne hænger lange, koboltblå gribearme. Det er Portugisiske orlogsmænd, siger gopleeksperten Martin Lilley. En af verdens giftigste brandmænd. På engelsk har den navn efter et krigsskib (”Portugese Man O’ War”), fordi den bruger sin aparte hanekam som sejl.
Gopleholdet bestående af Russ fra Alaska, Priscilla og Martin arbejder på at kortlægge alle goplearter i Sargassohavet. Ålelarvernes maveindhold skal nemlig DNA-testes. Men uden en komplet DNA-bank over, hvad der findes af geleplankton og mikrogopler på gydepladserne, har vi ingen matchliste til at fastslå menuen. Finder vi et match, bliver det ekspeditionens store gennembrud.
Dansk Center for Havforskning og Carlsbergfondet har financieret ekspeditionen, der kan følges på Facebook og via DTU Aquas ekspeditionssite.
Daniel Flendt Dreesen er cand. mag. i Fransk og Filosofi. Til daglig arbejder han som teamleder for fortællerne, Den Blå Planets formidlingsafdeling.
