Vild video: Se kuglefisken oppustet

For nylig fandt en dyrepasser den sortplettet kuglefisk i en tilstand, hvor det så ud til, at den havde slugt en vandmelon. Det ser unormalt ud, men er helt efter bogen, når man er en kuglefisk.

Havets dyr har utrolige forsvarsmekanismer. Nogle kan skyde med blæk og andre kan camouflere sig og gå i et med omgivelserne. Så er der også den forunderlige kuglefisk, som forsvarer sig ved at puste sig op, så den bliver for stor en mundfuld for de fleste rovfisk.

Ser jeg tyk ud?

Hvis en forfængelig kuglefisk kan spørge, om den ser tyk ud, så skal man være ekstrem dygtig til at lyve, hvis man siger nej. For kuglefisken bliver altså en rund tyksak, når den hiver en gigantisk mængde vand ind i kroppen på et kort øjeblik. Det ser kugleskørt ud og bringer smilet frem hos de fleste, men det er ikke for sjov.

For kuglefisken er det alvor, når den puster sig op ved at hive vand ind i kroppen. Det sker, fordi den er truet eller føler sig truet. Den kan også puste sig op med luft, hvis den bliver trukket op af vandet.

 

Et oppusteligt mysterie

Når kuglefisken puster sig op i Den Blå Planets akvarier, er det et mysterie, hvorfor den gør det, for den lever i et akvarie, hvor den ikke har fjender. Alligevel puster den sig op i ny og næ, måske fordi den bliver bange. Om ikke andet så får den testet sit forsvarsværn. Heldigvis tager den ikke skade af det.