Store bededag

Store bededag

Oplev Det Vilde Vandhul og fang hornfisk.

Der er ikke meget, der kan måle sig med børn, det udforsker dyrelivet i et vandhul. En betagende mikro-verden fyldt med bitte-bitte små levende væsner – som at skue ned i en fremmed verden. Straks begynder spørgsmål at trænge sig på:

– Hvad er det, vi ser?
– Hvordan kan man se forskel på bugsvømmere og rygsvømmere?
– Hvorfor har skorpionstæger luftrør i numsen?

Fortællere åbner op for en betagende mikroverden​

Den Blå Planets fortællere står klar, til gøre det som er småt til noget stort, så kom og vær med. Med et artsrigt og vildt vandhul som platform får du åbnet øjnene for det danske vandhuls betagende mikroverden.

Træk en gammel sweater på… og fang hornfisk

Maj måned er højsæson for hornfisk i Danmark. De trækker ind fra åbent hav for at æde langs kysterne. På den Den Blå Planet kan I fiske fra den store flydebro, hvor vi stiller udstyr til rådighed, så du kan fange din egen lækre forårsmiddag.​

Vi bruger silkekroge, så børn i alle aldre kan prøve kræfter med den slanke fighter – uden risiko for blodig tommeltot. Og er man så dygtig at hale fisken i land, bistår Den Blå Planets fortællere med filetering og posepakning.

Børn kan fiske uden fisketegn, men voksne mellem 18 og 65 år skal have gyldigt fisketegn – få det på www.fisketegn.dk. Fiskestang kan lånes af Den Blå Planet efter først til mølle-princippet. Eget fiskegrej, inkl. egen silkekrog, må gerne medbringes. Arrangementet aflyses i tilfælde af dårligt vejr.​

Særudstilling om koralrevet

Gemt lige under havets overflade myldrer koralrevet med liv. Selv om koralrevene dækker mindre end 1% af havets overflade, er de levested for 25% af alt liv i havet: Millioner og atter millioner af fisk, krebsdyr og bløddyr er blandt revenes mange beboere.

Glæd dig til at opleve en udstilling, som viser koralrevenes forunderlige skønhed, sårbarhed og betydning for havet.

Vandlegeplads – vildt sjovt for landkrabber i alle aldre

Vandlegepladsen er et stort område, hvor alle på en sjov måde kan få større forståelse for vand gennem fysisk aktivitet og samarbejde.

Slip din indre vandhund løs og giv den fuld gas med pumperne og sluserne. Du behøver ikke medbringe skiftetøj, da legen ikke lægger op til, at du bliver våd. Du kan også prøve kræfter med den mere traditionelle legeplads med klatrestativer, armgang og rutchebane.

Glæd dig til stimevis af sjove aktiviteter.

Oplysninger