Sjov i påsken

Kom i påsken og oplev sjov æggejagt, klippeværksted og fortællerbattle.

 

Havodderne på æggejagt

Hver dag i påsken bliver Den Blå Planets havoddere Agnes og Mojoe sendt på æggejagt. Havoddere er meget nysgerrige og aktive, så derfor skal de hele tiden holdes beskæftiget for ikke at lave ballade. Så i påsken får de som en særlig oplevelse farvede æg med fiskesaft i.

 

Gå på opdagelse under overfladen 

På Den Blå Planet går den vilde æggejagt blandt de mange akvarier og dyrearter. Med en flot logbog med feltnoter og spændende fortællinger i hånden er det bare med at hoppe ud i det blå og blive en rigtig ægspert. Det er sjovt og lærerigt for både børn og voksne. Logbogen er gratis og må tages med hjem.

 

 

Klippe-klistre-værksted for børn i alle aldre

Glem alt om påskelam og -kyllinger. I Den Blå Planets klippe-klistre-værksted kan du i påsken male seje haj- og rokkeæg. Du kan også klippe “gællebreve” eller bare tegne og farvelægge dit yndlingsdyr.

 

Hør hvilke fisk, der har ’ægfaktor’ i Fortællerbattle

Oplev Den Blå Planets sjove fortællere dyste mod hinanden på skæv og sjov fiskeviden i Fortællerbattle om ægge(h)viden.

Køb billetter her

Oplysninger