Opdag Havet: Amager Strand

Opdag Havet: Amager Strand

Kom hel tæt på havet med våddragter og dykkerflasker.

Der er stimevis af oplevelser i vente til “Opdag Havet” ved Amager Strand. Den Blå Planet er medarrangør og tropper op med store rulle-akvarier, så gæsterne kan nærstudere den indfangede danske havnatur.

Til Opdag Havet rykker Den Blå Planet ud med rullende akvarier – så kom og hjælp os med at fange dyr og fylde spandene. Vi fortæller om dagens fangst inden dyrene sættes ud igen og dissekerer 10-armede blæksprutter i løbet af dagen. For hvordan ser sådan en fætter ud indeni?

På dagen kan du og din familie helt gratis låne varme og smidige våddragter og snorkleudstyr af WWF. Kingfish Dive & Travel stiller med dykkerflasker, så de snorklende kan prøve at trække vejret under vandet. Få en uforglemmelig guidet snorkletur med WWF’s hav- og naturformidler Peter Skødt Knudsen – af mange nok bedre kendt som STORE Nørd fra TV – og hans snorkle-crew. Der er våddragter og snorkleudstyr til børn, unge og voksne.

Se Danmarks “tropefisk” savgylten

“De snorklende vil med garanti også møde savgylter. De er rigtig flotte og farvestrålende – fuldstændig som tropefisk”, siger Peter Skødt Knudsen, der lover at event-deltagerne også vil svømme ind i smukke, rødlige havkarusser, tangrejer, søstjerner og klør- og blæretang – og på sydsiden af molen fantastiske skove af strengetang.
Opdag Havet ved Amager Strand er arrangeret i samarbejde med Den Blå Planet og dykkerforretningen Kingfish Dive & Travel.

Læs mere om WWF
Læs mere om Kingfish Dive & Travel

Dato: Lørdag den 20. august.
Tid: Kl. 10 – 16.
Sted: Ved Amager Strand – ved molen (Også kaldet Station 3) – for enden af Jollevej.
Adresse: Amager Strand Promenaden 1, 2300 København S.
Medbring selv: Kun badehåndklæde, dit normale badetøj og eventyrlyst.
Parkering: For enden af Jollevej, 2300 København S.
Vejr: Eventen gennemføres i bedste WWF-ånd uanset vejret.

Oplysninger