Denne aftens koncert er et jazzmusikalsk møde mellem to strengespillere, der på mange måder har så meget til fælles. Den unge guitarist Johannes Wamberg er på ganske kort tid blevet et etableret navn i dansk jazz, og til denne koncert havde han et stort ønske: at få lov til at spille sammen med den lysende svenske basklippe Daniel Franck. Dette generationsmøde i jazzen er specielt i den forstand, at Daniel Franck selv begyndte på guitaren; og sikkert er det, at den gensidige lydhørhed og glæde ved strengespillet vil præge denne aften på smukkeste vis.
I jazzen er den gensidige inspiration og udfordring i sammenspillet en helt afgørende faktor, og i duoformatet er sammenspillet skåret helt ind til benet: her er den rendyrkede dialog stedet, hvor melodi, udtryk, harmoni og puls skal skabes i improviserede samtaler inspireret af jazzens sangbog.
Musikere
Johannes Wamberg, guitar
Daniel Franck, bas
Medbring en ven med dit årskort
Koncerten vil foregå i Spisestedet ØST og er gratis, når indgangen er betalt. Har du årskort, kan du tage en ven med gratis. Køb årskort.
Om Jazz på Den Blå Planet
Den Blå Planet åbner i 2016 jazz-sluserne på Blå Mandage. Fordelt på tretten mandage vil en stime af 35 jazzmusikere fra den danske jazzelite sætte hinanden stævne. Her vil de lade sig inspirere af Den Blå Planets bølgende former, blide klange og glimtende toner i grønt og blåt og skabe nye fortolkninger af jazzens store sangbog.
Danish Jazz Award, Ben Webster Prisen, JASA Prisen, Bent Jædig Prisen og Palæ Bar Prisen er blot nogle af de utallige anerkendelser, som er repræsenteret blandt disse musikere. Tretten jazzkoncerter vil trække på en af jazzmusikkens ældste måder at udvikle og forny sig: Det skabende møde mellem ung og gammel, når helt unge talenter udfordrer de erfarne jazzmusikere. Børn og børnebørn af efterkrigstidens toneangivende danske jazzmusikere som Erik Moseholm, Fritz von Bülow og Bent Haastrup spiller med sprællevende jazzikoner som basunisten Ole ”Fessor” Lindgren og klarinettisten Jørgen Svare.
Jazzmusikkens dybe vande tilføres nye friske strømninger, og resultatet er dugfrisk, storswingende akustisk, håndspillet jazzmusik. I løbet af disse tretten mandage i 2016 vil nye musikalske bånd smedes og nye strømmende jazzoplevelser opstå for øjnene og ørene af os. Velkommen!