Blå Mandags Jazz

Blå Mandags Jazz

Kjeld Lauritsen er med sit varme signaturspil på hammondorgel og sin 60 års fødselsdag lige om hjørnet en af de rigtig store fisk i dansk jazz.

59-årig jazzikon møder 17-årig supertalent

Kjeld Lauritsen musik spænder fra lige det swingende til det funkede med udflugter til moderne og cabaretagtig jazz. Kjeld har taget de bedste numre fra et langt musikerliv og skaber med denne koncert et generationsmøde med det 17 årige supertalent Jacob Artved på guitar. Trioen fuldendes af trommeslageren Esben Laub von Lillienskjold, der garanterer, at musikken swinger fra først til sidst.

Hvor Jacob og Esben er eksponenter for den unge bølge af musikere, der både kan deres tradition og er åbne for nye stilarter, styres det hele med sikker hånd af Kjeld Lauritsen ved sit store Hammondorgel med baspedaler og roterende højttalere. Velkommen til en blues’et, varm og storswingende aften på Den Blå Planet!

Medbring en ven med dit årskort

Koncerten vil foregå i Spisestedet ØST og er gratis, når indgangen er betalt. Har du årskort, kan du tage en ven med gratis. Læs mere om årskort.

Om Jazz på Den Blå Planet

Den Blå Planet åbner i 2016 jazz-sluserne på Blå Mandage. Fordelt på tretten mandage vil en stime af 35 jazzmusikere fra den danske jazzelite sætte hinanden stævne. Her vil de lade sig inspirere af Den Blå Planets bølgende former, blide klange og glimtende toner i grønt og blåt og skabe nye fortolkninger af jazzens store sangbog.

Danish Jazz Award, Ben Webster Prisen, JASA Prisen, Bent Jædig Prisen og Palæ Bar Prisen er blot nogle af de utallige anerkendelser, som er repræsenteret blandt disse musikere. Tretten jazzkoncerter vil trække på en af jazzmusikkens ældste måder at udvikle og forny sig: Det skabende møde mellem ung og gammel, når helt unge talenter udfordrer de erfarne jazzmusikere. Børn og børnebørn af efterkrigstidens toneangivende danske jazzmusikere som Erik Moseholm, Fritz von Bülow og Bent Haastrup spiller med sprællevende jazzikoner som basunisten Ole ”Fessor” Lindgren og klarinettisten Jørgen Svare.

Jazzmusikkens dybe vande tilføres nye friske strømninger, og resultatet er dugfrisk, storswingende akustisk, håndspillet jazzmusik. I løbet af disse tretten mandage i 2016 vil nye musikalske bånd smedes og nye strømmende jazzoplevelser opstå for øjnene og ørene af os. Velkommen!

Oplysninger