Blinde besøger Den Blå Planet

Den Blå Planet er fyldt med æstetiske oplevelser - smukke fisk i vandets rolige bevægelser, hvirvlende arkitektur og farvestrålende koraller. Men hvordan er det at besøge så smukt et akvarie, hvis man ikke kan se klovnefiskens kontraster eller blækspruttens camouflage? Hvordan er et besøg på Den Blå Planet, hvis man er blind?

Det satte en gruppe fra Skåne sig for at undersøge, da de bookede en grupperundvisning på Den Blå Planet. Halvdelen af gruppen var svagsynede og blinde, mens den anden halvdel var ledsagere. Det viste sig, at der alligevel var et hav af store oplevelser i vente.

Læs om rundvisninger på Den Blå Planet

Selvom gæsterne hverken kunne se akvarier eller fisk, var rundvisningen en stor oplevelse for gruppen. May Britt Malme var med på rundvisningen, og fortæller, at rundvisningen gav mulighed for at mindes: ”Jeg har jo kunnet se en gang. Jeg mistede synet for tredive år siden, men elsker dyr og natur! Rundvisningen mindede mig netop om alle de ting der findes. Vi har allerede snakket om at komme tilbage!”

Nok røre, ikke se

Rundvisningen var spritny og bestod af en kombination af elementer fra eksisterende rundvisninger. Emilie Hernes Vereide var fortæller: ”Rundvisningen var tilpasset netop denne gruppe, så vi satte fokus på sanserne, og sørgede for, at der var meget at dufte, lytte til og røre ved.”
På rundvisningen var Emilie opmærksom på, hvordan hun formidlede sin viden om det forunderlige liv under overfladen. Oftest, handler det om at forklare hvorfor fiskene ser ud, som de gør, men denne gang var det også vigtigt at forklare, præcis hvad hun så. Emilie forsøgte derfor hele tiden at formidle så levende som muligt.

Ifølge May Britt bragte Emilie liv i fortællingerne: ”Vi havde jo en fantastisk guide, som gav os virkelig god information. Alle var begejstrede – fra den ældste til den yngste!” siger hun.
Gæsternes oplevelse viser, at Den Blå Planet kan tilbyde store oplevelser til alle. Med engagerede fortællere og hands-on-oplevelser, får Den Blå Planet hjertet til at banke for vandets forunderlige liv – blind eller ej. Emilie fortæller: ”Vi er et kæmpe team, med rundvisninger til alle behov. Det er vigtigt, at alle kan komme på Den Blå Planet og få den her slags oplevelser”.

Læs, hvad gæsterne oplevede på rundvisningen