Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Skal verdens giftigste frøer hoppe frit i Amazonas?

Foto: Gul pilegiftfrø (verdens giftigste frø)

Skal verdens giftigste frøer hoppe frit i Amazonas?

Er det forsvarligt at have verdens farligste giftfrø til at hoppe frit i Regnskoven på Den Blå Planet?

Ja!

Dyrepasserne siger endda, at de sover fint om natten, selvom de små væsner hverken er i snor eller gemt i et terrarium. De glæder sig blot over, at gæster kan komme helt tæt på de smukke frøer, der er så kraftige i farverne, at selv en koralfisk kan miste pusten.

En gul pilegiftfrø kan dræbe 10 mennesker

Den gule pilegiftfrø (Phyllobates terribilis) der lever i Sydamerikas regnskove er en ubehagelig art at komme i nærheden af. Den er proppet med nervegift. Nok til at dræbe 10 mennesker eller et par alligatorer.

Frøerne er ufarlige på Den Blå Planet

De 5 cm store frøer producerer ikke selv giften, men får den ind i kroppen når de spiser giftige insekter. Frøerne påvirkes ikke selv af giften, som koncentreres i deres hud. De smukke farver er i virkeligheden en advarsel til rovdyr om at holde sig væk og er et kendetegn for giftfrøerne.

Fordi dyrepasserne på Den Blå Planet fodrer frøerne med ugiftige bananfluer og springhaler mv. er frøerne fuldstændig ufarlige. Og heldigvis er farverne stadig fantastisk smukke.

Har sine fætre og kusiner med på Den Blå Planet

Den gule pilegiftfrø er blot én blandt mange frøarter, der har fundet vej til Regnskoven på Den Blå Planet. Mange farverige frøarter hopper frit rundt og leder efter føde, lægger æg eller tager sig en slapper i varmen. Nogle hanner har også travlt med at flirte med de flotte hunfrøer. Det gør de ved at kalde højlydt. Frøernes kald er med til at skabe illusionen om, at vi er ude i regnskoven.

Tag dig god tid i Regnskoven. Se om du kan finde de lidt sky og farverige giftfrøer – det dør du ikke af. Tværtimod, kan du måske leve længe på den oplevelse. Vi ses i Regnskoven!