Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Hvorfor er Great Barrier Reef ved at uddø?

Hvorfor er Great Barrier Reef ved at uddø?

Vi har fået nogle rigtig gode spørgsmål i brevkassen fra Anne og Signe. I forbindelse med et skoleprojekt i 9. klasse, vil de gerne vide, hvordan det står til med Great Barrier Reef.
Lars Skou Olsen, kurator og chefdyrepasser på Den Blå Planet, har set på sagen og besvaret pigernes spørgsmål.

Hvorfor er Great Barrier Reef ved at uddø?

Jeg vil ikke sige at Great Barrier Reef er ved at uddø, men vi kan blive enige om, at det er truet. Flere ting truer revet – én ting er global opvarmning. De fleste koraller kan ikke tåle over 31⁰ celsius i længere tid, så dør de små alger, de har i deres underhud.

Hvorfor stiger temperaturen i havet?

De meget høje havtemperaturer kommer i de år, hvor vejrfænomenet El Niño opstår. Det er et vejrfænomen, der tidligere er opstået med 20-30 års mellemrum, men som nu kommer meget oftere. Derfor bliver korallerne udsat for endnu større temperaturstigninger end tidligere, og det er ikke godt for deres overlevelse.

På længere sigt er det også en trussel mod koralrevet, at vi udleder så meget Co₂, som vi gør. Når Co₂ kommer i vand, så dannes der kulsyre, og det nedbryder den kalk, som er korallernes skelet. Man kalder det forsuring af havene.

Er andre koralrev også truet?

De trusler jeg har beskrevet her er gældende for alle tropiske koralrev verden over. Nogle koralrev har den fordel, at de ligger på kanten af nogle meget dybe havområder, hvor der er en strøm, der kommer nede fra dybet og på den måde bliver korallerne beskyttet mod for høje temperature.

Som bonus info kan jeg fortælle jer, at forskere har fundet nogle koraller i det nordlige Australien, der kan tåle højere temperature, fordi de er tilpasset til det over mange år. De er i øjeblikket ved at lave forsøg med at flytte de koraller mere syd på for at se, om det kan hjælpe på korallernes overlevelse.

Hvad sker der med livet i koralrevet, nu når det er ved at uddø?

Hvis korallerne forsvinder fra et område, så vil hele det komplicerede økosystem på sigt bryde sammen. Korallerne har også betydning for fiskebestanden i det hav, hvor korallerne er. Mange fisk får deres føde fra koralrevet. Og mange fiskeunger bruger revet som opvækstområde og søger beskyttelse mellem korallerne.

Desuden kan det indirekte betyde, at kysten ikke er beskyttet mod storme og tsunamier, når korallerne ikke kan beskytte mod bølger, der slår ind mod kysten.

Gør vi noget for at standse denne udvikling?

Mange politikere verden over arbejder på at få begrænset udledningen af drivhusgasser, men om de gør det hurtigt nok er et godt spørgsmål. Personligt synes jeg, det går for langsomt.

Det er specielt de store lande, der har betydning i den sammenhæng. Kina og USA har et stort ansvar, og man kan godt blive lidt nervøs for miljøet i fremtiden, hvis Donald Trump forholder sig til miljøet, som han har udtalt i valgkampen.

Hvad er konsekvenserne for livet i koralrevet? 

Konsekvenserne er, at der bliver færre koralrev og biodiversiteten falder med det til følge, at vi mister flere arter af dyr på jorden. Men der vil altid være steder, hvor der er koralrev. Den måde koraller yngler på betyder, at hvis miljøet er så godt, at koraller kan leve, så spreder de sig forholdsvis hurtigt og kan vokse hurtigt.

Har et lignende scenarie nogensinde fundet sted før? 

Nej, der har aldrig været noget lignende i jordens historie, altså hvor en art af dyr (mennesket lige nu) har skabt miljøkriser. Der har været naturkatastrofer, som man mener har udryddet næsten alt liv, men ikke bestemte dyr eller arter.

Kan vi standse udviklingen? 

Det kan vi godt, men det kræver, at politikerne rykker på det NU, og at vi slutter med at afbrænde og bruge fossile brændstoffer

Kan vi gøre noget som enkeltpersoner for at standse det?

Ja, vi kan starte med os selv. Og ad den vej skabe en bevidsthed om, at vi skal passe på vores miljø. Men det er ikke det, der rykker ved klimaforandringerne lige nu. Det er politikernes ansvar at sørge for, at lovgivningen er indrettet, så vi ikke ødelægger vores jord.

Vi kan vælge nogle politikere, der vil gøre noget ved miljøet og ikke som den nuværende regering, der gør miljølovene dårligere og give landbruget tilladelse til at bruge mere kvælstof.

Har denne udvikling konsekvenser for andet end livet i koralrevet? 

Ja, det har den.

Kort sagt hænger det hele sammen, og det er indrettet i forhold til hinanden. Forhøjede havtemperaturer gør, at fiskene i havene er tvunget til at flytte sig for at finde en passende temperatur. Det har konsekvenser for den fine balance, der er i de forskellige have, når der lige pludseligt kommer nogle fisk, der ikke er indpasset.

large school of mackerel

F.eks. har makrellerne i Atlanten ændret vandringsrute, så de kommer tættere på Færøerne. Alle de mange makreller æder alle de små fisk, som søpapegøjerne normalt fanger til at fodre deres unger med. Det har så betydet, at søpapegøjen er truet, fordi de ikke har kunne fodre deres unger. Det har haft den konsekvens, at der i de sidste år ikke er kommet nogle søpapegøjerunger på vingerne. Så forhøjet havtemperaturer betyder også, at fugle bliver truet, en del af sammenhængen slår i gennem her.