Den amerikanske ambassadør støtter kampen mod plastikforurening

Den amerikanske ambassadør støtter kampen mod plastikforurening

Den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, var fredag morgen på Den Blå Planet for at åbne udstillingen "Et hav af plastik". Udstillingen sætter fokus på den stigende plastikforurening i verdenshavene, og det er et område, der ligger ambassadørens hjerte nært.

Sæler og six packs

“Da jeg var 10 år gammel, så jeg et foto af en sæl, der var ved at blive kvalt i plastikrammen fra en Coca Cola six pack. Den var viklet rundt om dens hals. Det er et syn, jeg aldrig vil glemme. Man ser i dag, hvordan fugle bliver påvirket af plastikken, og man ser også, hvordan skrald flyder på strandene. Det gør alt sammen stort indtryk på mig,” sagde Rufus Gifford under indvielsen.

img_0303“Som barn elskede jeg at gå på stranden med min far. Vi medbragte poser og sørgede for at samle plastik op. Jeg gør ikke nok for problemet i dag, må jeg indrømme. Jeg går mange ture på stranden, og efter jeg har set udstillingen, vil jeg fremad yde en større indsats for at samle plastik og andet affald op, når jeg ser det. For havet er en ressource, som vi skal sætte pris på. Vi må sikre os, at det også er til gavn for den næste generation,” sagde Rufus Gifford.

Ingen kan gøre alt – men alle kan gøre noget

Den amerikanske ambassadør forpligtede sig til at sætte handling bag ordene på udstillingens commitment wall, hvor alle kan vise viljen til at gøre en indsats for at vende udviklingen. Hvis ikke vi gør noget, vil der nemlig i 2050 være lige så meget plastik som fisk i verdenshavene. Allerede nu udgør plastikaffald i havene et samlet areal på størrelse med Afrika.

Det kan lyde uoverskueligt, og af samme grund er et af budskaberne på udstillingen også, at ingen kan gøre alt – men alle kan gøre noget. Udstillingen kommer med konkrete råd til, hvordan man med små handlinger kan være med til at gøre en forskel.

Små ændringer kan gøre stor forskel

img_0259Den amerikanske ambassadør blev budt velkommen af Den Blå Planets vicedirektør Kai Frydendahl, som har stået i spidsen for den nye udstilling.

“Det ligger i Den Blå Planets DNA, at vi engagerer os i naturbevarelse. Derfor er jeg virkelig glad for, at vi ikke alene kan være med til at skabe opmærksomhed om problemet men også anvise nogle helt simple ændringer, som kan gøre en stor forskel, hvis alle gør det,” siger Kai Frydendahl.

Udstillingen markerer også startskuddet for den danske miljøorganisation Plastic Changes ekspedition til den store plastiksuppe i det nordlige Stillehav. På udstillingen kan man blandt andet se resultaterne af en tidligere ekspedition.

Udstillingen kan opleves frem til den 26. januar, og planen er, at den derefter bliver en vandreudstilling med slutdestination på Malta i sommeren 2017 til det globale miljøtopmøde Our Ocean.